Nogle gange lukkede hun øjnene og forsøgte, at tænke på sørgelige begivenheder i hendes ellers så korte liv. Håbet om at de kunne give en forklaring på angsten og frygten inden i hende blev ved med at leve. Men hver gang blev hun skuffet. Sorgen var real – Hun vidste hun savnede ham, hun vidste hun var bange for livet uden ham. Hun vidste også hvordan hendes mors helbred, hele hendes mors liv – hendes tanker, hendes tårer og hendes glæder var hendes akkilles hæl. Der var en angst for at miste hendes mor, en angst og en utryghed som gjorde så ondt i hele hendes krop og med det samme fremkaldte følelsen af opkast og besvimelse, hvis hun en sjælden gang tænkte den til ende. Men denne frygt for at miste sin mor var også håndgribelig, nøjagtig ligesom sorgen over at miste hendes far. Det var den udefinerbare angst der skræmte hende. Den der gjorde hende bange, den der nogle gange overmandende hende lige inden hun skulle ud af døren og fik hende til at slippe håndtaget, tage sin jakke af, gå tilbage og ligge sig i sengen og bare ønske at sove. Den der kunne komme når hun stod og kiggede ud af vinduet fra 4. sal og pludselig få hende til at træde et skridt tilbage og gispe efter vejret. Det var angsten der pludselig kunne ramme hende nede ved cafeerne ved åen, i stormagasinet eller som nu, midt om natten, badet i sved.