Dét der med tro.

Jeg har en veninde der er kristen. Altså ikke bare sådan almindelig kristen som vi andre kalder os (Os, som går i kirke til jul, mest fordi det skal man bare og os som altid rejser os op på de forkerte tidspunkter til bryllupper, begravelser og barnedåb)
Nej hende her, hun er kristen på den måde at hun inderligt og dybfølt har en kærlighed til Gud. Hun tror på ham og hun tror på det der står i biblen. Hun lever efter de kristne værdier og hun går i kirke og beder til Gud når hun føler hun trænger til at tale med ham.

Jeg er faktisk lidt misundelig på hende. Hun har en ro over sig, som jeg er helt sikker på, hun har fordi hun er troende. Hun har en der står bag hende hundrede procent, en der altid vil elske hende ubetingelsesløst og som altid vil være der, selv efter døden.

Det må sgu da være fantastisk at havde sådan én.

Nogle gange lukkede hun øjnene og forsøgte, at tænke på sørgelige begivenheder i hendes ellers så korte liv. Håbet om at de kunne give en forklaring på angsten og frygten inden i hende blev ved med at leve. Men hver gang blev hun skuffet. Sorgen var real – Hun vidste hun savnede ham, hun vidste hun var bange for livet uden ham. Hun vidste også hvordan hendes mors helbred, hele hendes mors liv – hendes tanker, hendes tårer og hendes glæder var hendes akkilles hæl. Der var en angst for at miste hendes mor, en angst og en utryghed som gjorde så ondt i hele hendes krop og med det samme fremkaldte følelsen af opkast og besvimelse, hvis hun en sjælden gang tænkte den til ende. Men denne frygt for at miste sin mor var også håndgribelig, nøjagtig ligesom sorgen over at miste hendes far. Det var den udefinerbare angst der skræmte hende. Den der gjorde hende bange, den der nogle gange overmandende hende lige inden hun skulle ud af døren og fik hende til at slippe håndtaget, tage sin jakke af, gå tilbage og ligge sig i sengen og bare ønske at sove. Den der kunne komme når hun stod og kiggede ud af vinduet fra 4. sal og pludselig få hende til at træde et skridt tilbage og gispe efter vejret. Det var angsten der pludselig kunne ramme hende nede ved cafeerne ved åen, i stormagasinet eller som nu, midt om natten, badet i sved.

En turists bekendelser

Efter en uge i, hvad jeg vil betegne, som charterhelvede er der nogle ting der er gået op for mig. Ting som jeg fra nu af vil betegne som endegyldige sandheder:

Jeg synes virkelig VIRKELIG det er pinligt og tøset når mænd skifter deres våde badebukser, bundet pinligt ind i et håndklæde med kiksede fumlefingre, prøvende at gøre det diskret. Kvinder gør det, det er også kikset, men når mænd gør det tænker jeg virkelig TØS du ikke engang kan fryse din diller lidt

Det ser bare vulgært ud når kvinder spiser isvafler.VULgært.

Guider tror de er lidt smartere end alle andre, baaare lige lidt. Det er de ikke.

Charterferier behøver ikke betyde man taler med hinanden. Så mange eksempler på par der lå en hel dag ved poolen uden anden kommunikation end et nik der åbenbart betyder "en øl mere?" MANGE par der sad og spiste middag i absolut stilhed. Jeg havde lyst til at gå hen og ruske dem, mest for at se om der var en skygge af mig selv derinde. Gud hjælpe mig jeg vil aldrig ende i et ægteskab hvor der intet er at sige, når man sidder og ser på den smukkeste strand og solen stige ned over den.

Mange forældre kan ikke overskue deres børn - Og det bliver åbenbart ikke bedre af at rejse en million kilometer væk. Forældrene render stadig rundt med zombie agtige ansigter og ligner nogen der har spise omkring fire pakker valium. Alt imens skriger alt hvad de små lunger kan klare - Forældrene giver efter and the circle of charter has begun.

Jeg kan godt lide charter.Det er farligt at indrømme,men jeg synes det er fantastisk når ens liv i DK er i kaos så at kunne rejse væk og der er nogen der ordner alt for en. Ja de sætter sku nærmest tid af til man kan skide.