Sorgens rum.

Jeg tror ikke det nogensinde holder op - Smerten ved at miste en man elsker. Vi har næsten alle følt den, om det så hedder en kæreste, en hund, en forældre eller en god ven. Der sidder den her knude i maven. En knude som man forsøger at få væk.

Men den bliver ved med at være der. Som tiden går, bliver knuden mindre, men for dem der har mistet en der virkelig betød noget, går den aldrig helt væk.

Jeg mistede min far da jeg var yngre og jeg længes hver dag efter ham. Han var noget helt specielt for mig, og der er ingen tvivl om at jeg var fars pige. Jeg har bearbejdet sorgen, jeg har talt om det, men knuden er der stadig. Det vil den altid være. For selvom det lyder kliche agtigt så føles det som om, at den dag min fars kiste kørte væk i bilen, der kørte en del af mig også væk.

Mange mennesker ved ikke hvordan de skal reagere når de ser sorgen ramme nogle de kender. Det letteste er uden tvivl at lade dem være, ignorere dem. Det oplevede jeg. Folk jeg havde delt glæder og sorger med gennem en stor del af mit liv, forsvandt pludselig. Ingen kontakt. Det gjorde helvedes ondt og jeg brugte mange timer på at hade og bebrejde. Jeg måtte til sidst erkende, at mennesket gør det, de i den givne situation føler er det bedste. Man kan undre sig over deres valg, men man må erkende at de gør det fordi det føles som det rigtige for dem.

Sorg er noget man har med sig hele livet. En af mine venner har også mistet et familiemedlem. Min ven dér kan ikke komme videre, men samtidig lever hun som om hendes familiemedlem aldrig har levet. Billeder, breve, ja alt er skåret væk og man må ikke tale om afdøde. På en eller anden måde føler jeg at det er en hån mod den afdøde, så føles livet da først spildt ikke?

Min gode veninde gav mig engang denne beskrivelse af sorgen.

Sorgen er som et rum eller et værelse. Når du bliver ramt af sorgen skal du igennem rummet. Du skal tage i håndtaget og gå igennem rummet og komme ud på den anden side. Du glemmer ikke din tid i værelset, men du lukker døren bag dig.

Nogle mennesker står for evigt uden for den første dør, og kommer aldrig ind i rummet. De taler aldrig om sorgen, de står udenfor og bare er.
Nogle mennesker går ind i rummet, men kommer aldrig ud. De ´bruger resten af deres liv på bare at være i der og leve i sorgen. De kan ikke se hvordan livet kan leves udenfor rummet, når det er uden afdøde.

De sidste mennesker går igennem rummet, nogle bliver i rummet i lang tid, men de vælger til sidst at tage i døren og komme ud af det. Det betyder ikke at man glemmer den man har elsket og mistet. Det betyder ikke at man ikke græder og nogle gange skriger til himlen hvorfor han er væk. Det betyder ikke at jeg ikke savner ham og savner at være fars lille pige. Det betyder bestemt heller ikke at jeg har glemt hvordan det føltes da han lå død foran mig.

Det betyder bare at jeg lever videre, for det kan og skal jeg.